Racen stammer fra Rusland – navnet Russkaya tsvetnaya bolonka betyder: Russisk farvet skødehund.
I 1951 besluttede en gruppe opdrættere i Leningrad at lave en national dværghund, eftersom der på det tidspunkt ikke rigtig fandtes små dværg/selskabshunde i Rusland.
Der blev i opstarten brugt hunderacer som Fransk Bichon, ShihTzu og Lhasa Apso samt nogle få andre racer. Fra disse racer ønskede man: Lille størrelse (20-24 cm) og en overdådig helfarvet pels undtagen hvid.
I 1966 godkendte Rusland en standard for racen. I 80-erne voksede racens popularitet, og der oprettedes raceklubber og registrerede kenneler. Den nationale raceklub ”Tsvetnaya Bolonka” blev dannet i 1999. Det blev i 2013 muligt at registrere racen i dansk kennelklubs x-register.
Følgende størrelse er tilladt:
Skulderhøjden: Op til 26 cm for begge køn
Vægt: 3-4 kg for begge køn
Pels:
Lang og silkeagtig, krøllet pels med tyk under uld. En bolonka er ikke krøllet som en pudel, den har større krøller. Den fælder ikke. Det er derfor vigtigt at børste de døde hår ud jævnligt ellers filtre den. Se under pelspleje.
Alle farver er tilladt undtagen hvid og plettet. Lille hvidt bryst er tilladt.
Personlighed
Bolonkaen er en kærlig, glad og livlig hund. Den er meget knyttet til sin familie og lever op til navnet en ”farvet skødehund”. Favorit pladsen er sammen med sin ejer/familie helst på skødet eller lige ved siden af. Den er meget venlig, nysgerrig og lærenem. Den har en god tilpasningsevne. Den passer både i et hjem med en enlig ældre og et livligt hjem med børn. Den kan lide at lære og har glæde af forskellige aktiviteter som f.eks. udstilling, rallylydighed, agility, tips og tricks og meget mere. Hvis du synes det er sjovt, gør din bolonka for det meste også.
Øvrigt
Racen er ikke FCI godkendt. Fra 1.1.2013 registreres blev det muligt at registrere bolonkaen i Dansk Kennel Klub`s X-register. Når hunden er registreret, får den samtidig udstillingsret på Dansk Kennel Klubs udstillinger (dog kan de ikke gå videre til konkurrencen om bedst i gruppen på internationale udstillinger og kan ikke modtage det internationale certifikat, CACIB). På nationale og nordiske udstillinger må man gerne deltage i de afsluttende konkurrencer i store ring.
Da racen stadig er ret sjælden i Danmark, kan det være svært at finde en hvalp til salg. Hvis du vælger at importere en bolonka fra udlandet er det vigtigt at hvalpen har en FCI godkendt export stamtavle. Kontakt DKK og fødevarestyrelsen inden du køber hvalp i udlandet. På DKK’s hjemmeside under import kan du læse mere.
(Bolonka zwetna fra f.eks Tyskland registreres ikke som Russkaja tsvetnaya bolonka, medmindre stamtavlen kommer fra en FCI godkendt kennelklub)